Lørdag d. 10. Januar dannede Hældagerhallen rammen for den årlige DM-futsal turnering. Der var deltagelse af 4 hold; Globen Sport, DAN, Viking samt de forsvarende mestre fra Døvania. Globen Sport gjorde næsten rent bord!

Globen Sport var på forhånd storfavorit til at sikre sig DM-titlen. Det viste sig også hurtigt, at intet blev overladt til tilfældighederne. I den første kamp mod DAN førte GS med hele 7-0 ved halvlegen, der var tydelig klasseforskel mellem de to mandskaber. Det endte med en 11-2 sejr til den stribede hær fra Aarhus. DAN havde svært ved at bryde igennem GS, der diskede op med flot spil.

DSC01532

I den anden kamp gjaldt det de forsvarende mestre fra Døvania. Døvania kom overraskende foran 0-1 på et lille målmandsdrop, men GS svarede prompte igen og gjorde det til 1-1 ved Søren Bøgsted. Bøgsted gjorde det 5 minutter senere til 2-1, inden Martin Jacobsen scorede til 1. halvlegs resultat; 3-1. I 2. halvleg viste GS for alvor tænder og pressede i den grad Døvania, der ikke fik lov til at score yderligere, mens GS sendte bolden i nettet hele 5 gange. Kampen sluttede med en 8-1 sejr i GS’ favør. Danmarksmesterskabet var i hus!

Den tredje og sidste kamp var mod de vejlenske værter fra Viking. De havde tabt deres første 2 kampe og ingen troede på mirakelet. Viking valgte at stille sig langt tilbage på egen banehalvdel, hver gang de opsnappede bolden lossede de den væk – enten ud til indspark eller også afleverede de til GS, der satte det ene angreb i gang efter det andet. Viking gad ikke spille fodbold – og kønt var det ikke. Det betød også at Viking ikke fik den mindste chance for at score! GS førte 3-0 ved halvlegen og scorede yderligere 4 gange i 2. halvleg til kampens resultat; 7-0.

Døvania havde pinligt nok glemt pokalen hjemme i København – hvornår den dukker op i Smilets By vides endnu ikke. Pokalen som Globen Sport løftede var en tilfældig pokal, som stod i Hældagerhallen. I forbindelse med medaljeoverrækelsen var der også priser til bedste målmand, bedste forsvarsspiller, bedste angriber, turneringens bedste spiller samt Fair play. Her gjorde Globen Sport næsten rent bord og vandt 4 ud af 5 priser.

Man fristes til at tro, at det var en fejlfri turnering fra GS’ side. Men sådan forholder det sig ikke. I den første kamp mod DAN spillede GS fantastisk – specielt i 1. halvleg. Herefter dalede niveauet kamp efter kamp, heldigvis vågnede spillerne i den anden kamp, hvor Døvania scorede kampens første mål og spillede momentvis glimrende. Men flere spillere afvigende fra trænerens taktik, driblede for meget og spillede ikke sammen som et hold. I den sidste kamp mod Viking var det tydeligt, at spillerne kun tænkte på deres eget renomme og på at score, score og atter score – det var ikke et kønt syn!

Men vigtigst af alt er Globen Sport tilbage på tronen og kan atter kalde sig Danmarksmester i futsal. Næste DM futsal finder sted d. 9. Januar 2016 med Døvania som vært. Som vinder af DM futsal 2015, er Globen Sport kvalificeret til Deaf Champions League 2016 i Madrid, Spanien.

DSC01572
(Fra venstre ses Kenneth Borg, Jason Rasmussen, Søren Bøgsted, René Larsen og Mustafa Harmanci)

Bedste målmand:
Mustafa Harmanci, Globen Sport 

Bedste forsvar:
René Larsen, Viking 

Bedste angreb:
Søren Bøgsted, Globen Sport 

Bedste spiller:
Jason Rasmussen, Globen Sport 

Fair Play:
Kenneth Borg, Globen Sport 

Globen Sport topscoreliste:

  1. Søren Bøgsted, 7 mål
  2. Martin Jacobsen og Emil Empacher,  4 mål
  3. Brian Bille, Nicolai Molbo og Jason Rasmussen, 3 mål
  4. Jon Hesselberg og Jonas Køedt, 1 mål